0 Flares Facebook 0 LinkedIn 0 Email -- Filament.io 0 Flares ×
Plussize Qigong ved Nanzie
Nanzie Jørgensen certificeret Qigong Instruktør 2018 og certificeret Børne Qigong Instruktør 2019 ved Vibeke Fraling Qigong Academy.

Plussize Qigong udviklet af Nanzie Jørgensen fra Horsens

Plussize Qigong er udviklet af min skønne og dygtige Qigong Instruktør Nanzie. Du kan læse Nanzies præsentation her. Her i artiklen fortæller hun om, hvad Plussize Qigong er.

Jeg hedder Nanzie Jørgensen, og jeg har udviklet konceptet “Plussize Qigong”. 

Plussize Qigong – for dig der ellers kan føle at du skiller dig ud

“Plussize Qigong” er Qigong undervisning i et trygt og rart rum. Et rum, hvor man som plussize ikke fysisk skiller sig ud fra mængden. 

Deltagerne er alle plussize. For nuværende har jeg kun plussize hold for kvinder. Men jeg arbejder løbende på at udvide konceptet til mænd, og på sigt også børn. 

Deltagerne kan have mange forskellige grunde til at ønske at lære/udføre Qigong. Det kan være deltagere, der fx oplever sig stressede eller har smerter. Det kan være et ønske om at komme i gang med mere bevægelse på en rolig og tryg måde. Eller det kan være et ønske om en rolig og afslappende pause fra hverdagens stress og jag. 

Der er rigtig mange gode grunde til at udføre Qigong – se de 10 fordele her.

Plussize Qigong giver dig oplevelsen af at være ok!

De fleste mennesker har prøvet at stå i en situation, hvor de føler, at de skiller sig ud. En situation, hvor de kommer til at sammenligne sig selv negativt med andre. Som plussize, er det min erfaring, at man især oplever denne situation i en trænings-/motions situation. Fordi netop der skiller man sig rent faktisk ud fysisk.

Man kan så komme til at bruge en hel del hjernekapacitet og energi på dette i selve situationen. Fx hvis der er øvelser, som man ikke føler, at man kan udføre/følge med i. Så går ens tanker på det, fremfor at være i øvelserne. 

Plussize Qigong
Man kan føle man skiller sig ud til andre træningsformer, skriver Nanzie.

Måske ender man endda med at gå fra undervisningen med en træls oplevelse. En følelse af fx at være mindre værd, føle skyld og/eller skam. Og det var jo slet ikke meningen med undervisningstimen. 

Dét hjælper ikke på noget som helst. 

Derfor vil Qigong for plussize give dig succes

“Less is more” er del af den Qigong form (og Qigong mentalitet) som jeg har lært og har forelsket mig i. Jeg har taget instruktøruddannelse ved Vibeke Fraling Qigong Academy. Der har vi lært at undervise i Qigong på en inkluderende måde. Vi arbejder bl.a. med begrebet “less is more”. At man hver især nøjes med at lave øvelserne i det omfang, man kan. 

Det ændrer dog ikke på, at man – især hvis man ikke kender til Qigong i forvejen – fortsat kan have de ovenfor beskrevne tanker og bekymringer. 

For man skiller sig jo fortsat fysisk ud på de fleste hold. 

Som plussize har man stået i den situation, hvor man fysisk skiller sig ud, maaaange gange, og det sætter sine spor. Det gør én mere usikker på, at turde melde sig på lignende hold, og man risikerer derfor at gå glip af de fantastiske oplevelser, som man kan få med Qigong.

Din hjerne udvikler sig af Qigong

At ændre de negative oplevelser og overbevisninger man kan have fået ind i krop og psyke omkring ens fysisk, som ofte indebærer følelser af skyld og skam, kræver nye og anderledes, positive, oplevelser. Når disse ændres er det faktisk en ny kodning af hjernen, udvikling af nye tankebaner – det såkaldte Neuroplasticitet, som du kan læse om her.

Man har behov for at opleve, at man faktisk godt kan have det rart og godt i sin krop, udføre fysiske øvelser, og at føle, at man hører til på holdet. Selv når man er plussize og måske oven i købet har nogle skavanker. 

Dét er én af de ting som jeg ønsker at give videre til mine deltagere, og en af de bærende grunde til, at jeg har udviklet konceptet “Plussize Qigong”.  

Det er min hensigt, at deltagerne skal gå fra holdet med en følelse af mere selvomsorg, selvkærlighed, og en bedre og mere positiv kontakt til deres krop – præcis som den er. 

Plussize Qigong med Nanzie
Til Plussize Qigong kan man finde roen og balancen indeni.

Lige nu har jeg kun plussize Qigong for Kvinder

Jeg har valgt lige nu kun at oprettet plussize Qigong hold for kvinder for at skabe et særligt “rum”. Der er på disse hold plads til øget fokus på øvelser der især virker på menstruationssmerter, menopause, osv. 

Det at holdet er målrettet så specifikt gør desuden, at deltagerne allerede fra starten har flere ting til fælles. Alle er der for at udføre Qigong, alle er kvinder, og alle er plussize (inklusiv mig som underviser). 

Alene det at have de ting til fælles er, efter min erfaring, medvirkende til at give et trygt rum. Et rum hvor deltagerne bedre tør give slip på kontrollen, og perfektheden, og i stedet overgive sig til øvelserne og nærværet. 

Lignende vil gøre sig gældende, når jeg på sigt også udbyder hold for mænd og for børn. 

Plussize Qigong

Sådan foregår det til Plussize Qigong

Det er undervisning i Qigong, med alle de facetter, der er i dette. 

Der er i undervisningen i Plussize Qigong desuden tænkt ind, hvilke øvelser der måske kan være fysisk sværere at udføre som plussize, og der er inkluderet alternative måder at udføre øvelserne på, specifikt målrettet plussize deltagere. For eksempel at øvelserne kan gøres siddende, hvis man har behov for dette. 

Hvor og hvornår kan du være med? 

Du kan læse mere om, og følge med i Nanzies gøren og laden, på både hendes Facebook side https://www.facebook.com/QiGongRoogbalance/ 

og hendes Instagram profil: qigong_roogbalance 

Der er holdstart på Plussize Qigong for Kvinder d. 3. februar 2020, kl. 17.00 i Horsens. Klik på linket herunder for at læse mere og tilmelde dig. https://www.suof.dk/pilates-krop-og-bevaegelse/?classId=68f8c9b5-bb6c-4fab-8443-aaf0009fc406 

Qigong er for alle!

Kærlig hilsen

Nanzie Jørgensen og Vibeke Fraling

Vibeke Fraling – Qigong Master
0 Flares Facebook 0 LinkedIn 0 Email -- Filament.io 0 Flares ×
0 Flares Facebook 0 LinkedIn 0 Email -- Filament.io 0 Flares ×