Vibeke-Fraling-på-stranden

Indre drivkraft

Indholdsfortegnelse

Dengang det hele begyndte...

Vibeke Fraling som baby

Mig som baby – født maj 1969.
Min indre drivkraft udviklede sig gradvist, som jeg voksede op…

Jeg voksede op i en lille stationsby uden for Roskilde i en helt almindelig kernefamilie med mine forældre, en storesøster og mig. 

Udefra så det ud, som om vi havde alt. Det gør sådan noget tit.

Mine forældre var selvstændige og vi var blandt de første i byen, som havde to biler, byggede til på huset og fik bygget swimmingpool i haven. Hver weekend – undtagen i travle perioder i firmaet – kørte vi på camping.

Men man ved aldrig, hvordan folk i virkeligheden har det.

Alle har noget at slås med.

Min familie var ingen undtagelse.

Vibeke Fraling mor og far bryllupsbillede

Mine forældres bryllupsbillede – fotograferet fra album.
Mine forældre elskede hinanden meget højt og blev ved med det hele livet til de døde.  

Før dengang

Mine forældre var født lige før anden verdenskrig og det at være barn under krigen kunne alene have tilført dem de sår, som de aldrig helede af. Men tiden var en anden dengang og både min mors og min fars familier kæmpede med at få enderne på dagen og vejen til at nå sammen. Samtidig var der ikke dengang samme forståelse for at have “ondt indeni, ondt i livet”. Der var ingen hjælp til det med følelser. 

Min mors familie reagerede med hidsigt temperament og alkohol. Samtidig blev problemer dysset ned og gemt af vejen.

Min fars familie vendte det indad og i løbet af få år måtte min far som ung mand bære først sin storebror og derpå sin far ned fra fjerde sal efter de havde begået selvmord i gasovnen i køkkenet. De var begge omkring to meter høje og tilsvarende brede og tunge. Falckredderne kunne ikke bære dem.

Vibeke Fraling far

Min far ca. den alder hvor han bar sin døde bror og far efter deres selvmord. Min far var så stolt af at have været i Livgarden med sine 181 cm højde. Soldaterhistorierne var hans bedste historier.
Da jeg var knap ti år fandt min far sin mor død i sengen efter selvmord med piller. Selvmord blev min fars families løsning.

Omtrent den tid erfarede min søster og jeg, at vores morfar og mormor i hele vores levetid ikke havde boet sammen. De var stadig gift på papiret, men min morfar havde forladt min mormor for at være sammen med min mors onkels kone. Altså min morfars svigerinde.

Det gav nogle enorme dønninger i familien, at den ellers velbevarede hemmelighed nu blev kendt. Og for min søster og jeg betød det nok væsentligt mere end man tror. Vore forældre og bedsteforældre havde løjet for os. Det var et grundlæggende tillidsbrud. Og den rationelle forklaring om at de ville skåne os ændrede ikke på følelsen af svigt indeni. 

Vibeke Fraling søster

Min storesøster og jeg.

Ubalance + ubalance = mere ubalance

Omkring et par år før min konfirmationsalder var ubalancerne i familien vokset mine forældre over hovedet. På grund af manglende evne til at forstå og hele følelser og følelsesmæssige sår, så blev det hele begravet under et efterhånden massivt lag af fornægtelse og frustration. Begge mine forældre havde længe været “pæne alkoholikere”. Hver dag indeholdt alkohol i stadigt stigende mængder. 

Det betød, at kommunikationen i mit hjem var mildest talt anstrengt. Mine forældre skændtes mere end de talte sammen. Min mor gik i seng som en anden Maude og min far sad og græd med ansigtet i hænderne og mumlede; “jeg er også bare et menneske”. 

Som barn i det miljø, var hver dag fyldt med usikkerhed og utryghed. Min søster og jeg vidste aldrig, hvad vi kom hjem til.

Mit livs værste nat

Jeg husker en nat, jeg vågnede af råben i køkkenet. Da jeg kom derud i min natkjole stod min far med sin finger i min mors mund. Han var ved at tage piller ud af munden på hende. I vasken lå piller delvist opløst af det vand, min far havde tændt for for at skylle pillerne væk. Jeg mærker, bare ved at huske på det, hvordan min krop stivnede og hvordan jeg knap nok trak vejret. Jeg husker, hvordan jeg håbede, at jeg ville blive opløst og bare svæve væk ud i det blå. Men det skete selvfølgelig ikke. 

I stedet fik min far ringet 112 mens han fortalte min mor, at hun måtte være sindssyg og skulle indlægges. Min mor skreg op, “at hun på ingen måde var sindssyg og på ingen måde ville lade sig indlægge.” Så var der lidt tumult, mens min mor forsøgte at få fat i telefonen. Hun endte med at trække ledningen ud af væggen.

De høje råb og det voldsomme skænderi fortsatte indtil det ringede på døren. Det var bælgmørk nat og udenfor stod to politibetjente i lyseblå skjorter. 

“Vi kommer altid ud på adressen, når et opkald til 112 er blevet afbrudt”, sagde den ene. 

Jeg husker kun to ting mere fra den nat.

At jeg i den grad ønskede betjentene ville tage mig med væk. 

At jeg senere lå i min seng med vidt opspilede øjne og så blankt op i mørket og lyttede efter alle lyde. Jeg trak knap nok vejret og min krop var som stivnet under dynen. 

Vi talte aldrig om den nat. Jeg talte først om den nat, da jeg blev voksen og var i slutningen af tyverne.

Som voksen forsøgte jeg at tale med min mor om det, der skete den nat, men hun sagde det aldrig var sket. 

Min søster og jeg har talt om det i vores voksne år.

Livet går videre, men ikke uden efterslæb

Mine forældre blev skilt i, hvad der mest af alt oplevedes som åben krig, lige omkring min konfirmation. Der gik mere end fem år, før de igen kunne være i rum sammen. Men derfra voksede deres evne til at tage vare på hinanden venskabeligt.   

konfirmand VIbeke Fraling

Kr. Himmelfartsdag 1984 – min konfirmation.

I alt for mange år var min krop og mit sind præget af altid at være på vagt, aldrig at kunne regne med hvad jeg oplevede eller have fuld tillid til de mennesker, jeg mødte.

Det resulterede i et massivt stresskollaps i 2009. Og fordi mit system over så mange år havde akkumuleret stress. Så udviklede jeg fibromyalgi. 

Fibromyalgien føltes som om hele min krop skreg af smerte hele tiden. Smerten flyttede sig i kroppen og påvirkede fx min evne til at holde på kopper, bestik og bære tasker. Jeg havde lyst til at forsvinde. Men jeg var klar over, at min families løsning med at drukne følelser og flygte ind i alkohol ALDRIG nogensinde ville være den rette for mig. Og selvmord var overhovedet ikke en mulighed. Jeg havde set, hvad det havde betydet i min familie.

Men det betød, at jeg måtte se mig selv meget ærligt i øjnene. For jeg var med til at fastholde mig selv i hjælpeløsheden. indtil jeg mødte Qigong. 

Med Qigong mødte jeg en tilstand, jeg kun kendte i korte, forbigående glimt. Indre ro, indre fred både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og spirituelt.

Jeg havde indtil da levet et liv, hvor jeg hele tiden havde sørget for at have travlt med nogen eller noget, som forhindrede mig i at finde den ro, som heler sårene indeni bedst. Den her travlhed var til at starte med fx i form af drama i relationer med veninder eller konstante forelskelser i mænd, som var “uopnåelige” af forskellige årsager, bebrejdelser af andre (især mine forældre) og idealiserede drømme, som jeg ikke handlede ud. 

Når kroppen løsnes, løsnes sindet og følelserne også

Med Qigong fik jeg løsnet op i kroppen. De muskler som stivnede allerede som barn har jeg gradvist fået blødgjort, smidiggjort og givet balance. Vejrtrækningen er udviklet, så jeg med åndedrættet kan skabe min indre fred og ro. Jeg kan berolige mig selv. For når jeg bliver nervøs og usikker, så bliver mit åndedræt kort og overfladisk og min krop begynder at spænde op og trække sig sammen som tegn på, at stresshormonerne gør mig klar til kamp, flugt eller at stivne i frys tilstanden. Læs mere om stress her.

Noget af det vigtigste for mig har været at eliminere følelsen af hjælpeløshed, afmagt. De to følelser har i alt for mange år fastholdt mig i min stivnede tilstand og i alt for meget “gøren”/handling, som alligevel aldrig har bragt mig derhen i livet, hvor jeg gerne ville være. 

Der vil altid være situationer, som jeg ikke har indflydelse på, men i dag giver det mig ikke en følelse af frustration. En frustration, hvor jeg så forsøger at fikse det hele ved at gøre og handle. Idag trækker jeg vejret og er med det i stedet. 

Sejltur

Mit “Guld” – børn og svigersøn. Familietur i to cykelbåde 2019 på Odense Å. Jeg elsker min famile.

Det har haft en enorm betydning for mig at lære redskaber til selv at regulere min indre tilstand og til at kunne finde mine indre ressourcer frem og lade dem udvikle sig. Det er derfor, jeg vil udbrede Qigong til børn og voksne. Jo tidligere i livet vi lærer de redskaber, jo længere tid har vi til at udleve vores potentiale og gøre en forskel for andre. 

Magne og Vibeke Fraling

Min yngste søn Magne og jeg gør Familie Qigong i stuen. Dette er en af Magnes yndlingsøvelser – Bjørnen roterer maven.

Diamanten i møgbunken – den sande indre drivkraft


Mine forældre gav mig alt det bedste de kunne og de har givet mig mere end de ved. 

Når jeg taler med mennesker med “ondt i livet”, så fylder “møgbunken” det hele. Frustrationer har bygget sig op, fordi mennesket ikke føler sig set, hørt, forstået, anerkendt, rummet og elsket. Frustrationer bliver til bebrejdelser og dermed lægger mennesket muligheden fra sig for at forandre sit liv. Det er vigtigt at lede efter diamanten i møgbunken. Bevidst at vælge at se det gode i situationen og i den/de andre.

Mine diamanter – min indre drivkraft

Min indre drivkraft er alle mine ressourcer sammen med et eller flere personlighedstræk. Jeg opdagede mine, da jeg kiggede på mine forældres.

VIbeke Fraling far

Min far – Erik Fraling

Fra min far fik jeg kreativ tænkning og en tro på drømme. Min far var en fantastisk maler, som desværre aldrig udviklede og udlevede sit potentiale. Han havde en formidabel fantasi og kunne ved middagsbordet fortælle om den lille grønne mand med den høje, sorte hat, der gemte sig bag gryden med ærter og nu løb over bag sovsekanden. Sådan var min far inderst inde. Fuld af leg og glæde.

Han sad gerne og så ud på himlen, tabt i sin egen indre verden med et lille smil i mundvigene. Det var sådan han fik “sjælen med hjem” fra arbejde hver dag.

I selskab med andre mennesker lyste min far op og underholdt med sine historier. Han kunne tryllebinde et publikum med sine levende fortællinger. Fra ham har jeg den drømmende side, det kreative og det meget lyse sind. Og selvfølgelig evnen til at være en interessant formidler. 

Skuespil Odense seminarium

Jeg læste til lærer 2003-2007 og det var en rejse uden lige på alle planer.

Vibeke Fraling Mor

Min mor – Birgit Fraling.

Fra min mor fik jeg interessen for det religiøse, spirituelle, pædagogiske og kunstneriske. Vi kunne tale religion, pædagogik, etik, musik og kunst i timer.

Samtidig var hun enormt logisk og struktureret i sin problemløsning, det lærte mig en meget konkret tilgang til opgaver af meget forskellig slags. Min mor bekymrede sig meget, men var samtidig sådan, at hun altid fandt en løsning. Det lærte mig, at jeg lige såvel kan gå efter løsningen, bekymringen er der uanset jeg gør det eller ej.

Hun var også god til mennesker, men på en anden måde end min far. Hun var mere reserveret, mere formel og lærte min søster og jeg gode manerer. Det har tit givet mig en følelse af sikkerhed i nye omgivelser.

Min opvækst vækkede en stædighed i mig. Jeg ville gøre og være anderledes og bedre end det, jeg havde mødt. Jeg ville give andre alt det bedste, jeg dengang drømte om. Jeg vil lære andre, hvordan de skaber det bedste liv for dem selv og deres nærmeste. Fra denne indre drivkraft opstod en ild, som brænder roligt og kontinuerligt.

Badning på Kreta

Fra den første og hidtil eneste charterferie jeg har haft råd til at tage mine børn med på. Det var før Magne kom til. De store og jeg taler tit om denne ferie og de mange gode minder derfra.

Første skoledag

Min datter ville danse ballet. Så her er vi på første skoledag for hende i 2.kl. på Balletskolen i Odense. Hun lærte fra helt lille at gå efter sine drømme og storebror er fulgt efter så begge de store går efter drømmene – det gør mig så stolt og lykkelig. Den mindste skal nok følge med.

Alting har en ende… sørg for den er god!

Jeg tænker tit på både mine forældre og bedsteforældre. Altid med taknemmelighed og masser af kærlighed. De gav mig alt det, der gjorde mig i stand til at skabe et fuldendt liv. De gav mig min indre drivkraft!

Da min far døde var jeg ikke til stede. Han døde pludseligt og i det øjeblik var jeg lige stået ud af bilen ved Grenen i Skagen. Med et hørte jeg hans stemme sige: “min lille orm”. Jeg følte en enorm kærlighed og så var det væk. Min far kaldte mig altid “orm”, da jeg var lille. Jeg er sikker på, at han var forbi mig, da han døde. Kort efter fik jeg et telefonopkald fra plejehjemmet, han boede på.

Da min mor døde sad jeg ved hendes side og holdt hendes hånd. Jeg havde talt til hende det sidste døgn og fortalt hende hvor meget godt, hun har givet mig med. At jeg elskede hende. Og lige inden hun døde, sagde jeg, at hun havde lov at gå nu. Vi var klar til at give slip. Og så trak hun vejret ind, åbnede sine øjne og kiggede på mig. lukkede øjnene og åndede ud. 

Det var meget stærkt og smukt at være der til det sidste. 

Moralen – find din indre drivkraft og brug den!

Min far og mor gik næsten til grunde af at gemme deres drømme, ønsker og følelser væk.

Livet er for kort til fortrydelser. Livet er til for at leve og nyde! Og der er altid noget at nyde uanset, hvor skidt det står til. Det VED jeg! Og derfra kan alt det gode vokse. 

Vibeke-Fraling-på-stranden
Kh Vibeke – billedet er taget ved et af mine yndlingssteder på Nyborg Strand sommer 2019.

Du kan læse mere om min historie og min uddannelsesmæssige baggrund her.

Tak fordi du læste artiklern Vibeke Fraling

Tak fordi du læste artiklen

Du må meget gerne dele denne side

 

Med venlig hilsen

Qigong Master Vibeke Fraling 

Facebook
LinkedIn

God balance med Qigong

God balance er fx at kunne stå på et ben I Qigong har vi en øvelse, der afspænder foden. Den hedder “At vikle garnet” eller

Læs mere »

Tilmeld dig mit Nyhedsbrev. Få 4 øvelser der dæmper stress!

Du får mine 4 vigtigste daglige øvelser til at dæmpe stress!

.

Fornavn og efternavn:


Email: