0 Flares Facebook 0 LinkedIn 0 Email -- Filament.io 0 Flares ×

Hvad er hjernebølger?

Hjernebølger er synkroniserede elektriske pulse fra massevis af neuroner(nerveceller), der kommunikerer med hinanden.

Hjernebølger deles i båndbredde for at beskrive deres funktion, men de kan bedst forstås som forskellige bevidsthedsniveauer. 

De går fra langsom, larmende/højt til hurtig, subtil(diskret) og kompleks.

Hjernebølger kan for forståelsens skyld sammenlignes med lydbølger. De lave frekvenser kan sammenlignes med den dybe og gennemtrængende trommes rytme, mens de højere frekvenser nærmere er som de subtile høje toner fra fløjten. Ligesom i et orkesters symfoni skabes forbindelse og sammenhæng mellem frekvenserne gennem harmonier.

Vore hjernebølger ændres i forhold til, hvad vi foretager os og hvad vi føler. Når de langsommere hjernebølger dominerer kan vi føle os trætte, sløve, træge eller drømmende. De højere frekvenser får os til at føle os anspændte eller i alarmberedskab(stressrespons). Du kan læse om stress og om det altid er usundt her. 

Her følger en forenklet oversigt over hjernebølgerne, i praksis inden for neurologien er det meget mere komplekst. Hjernebølger måles i hertz (Hz), som er cyklus pr. Sekund. De inddeles desuden i båndbredde præciseret i langsomme, moderate og hurtige bølger.

Typer af hjernebølger

Der er fem kendte typer af hjernebølger: Gamma, Beta, Alpha, Theta og Delta.

Deltahjernebølger 0.5-3 Hz

Delta hjernebølger er langsomme i frekvens og dybt gennemtrængende som en tromme. De opstår i den dybeste meditation og i den drømmeløse søvn. Delta bølger standser midlertidigt ydre opmærksomhed og er kilde til udvikling af empati. Heling og restitution stimuleres i dette stadie. Derfor er dette stadie væsentligt for heling.

Thetahjernebølger 3-8 Hz

Theta hjernebølger opstår oftest i søvnen, men er også dominerende i (dyb) meditation. De fungerer som vores adgang til læring og hukommelse. I Theta er vore sanser tilbagetrukket fra den ydre verden og fokuserer på signaler indefra. Det er dette “tusmørke” stadie, som vi normalt kun er i flygtigt i forbindelse med, at vi falder i søvn og vågner op. Indsovning og opvågnen. I Theta er vi i en tilstand præget af fri fantasi, adgang til intuition og informationer, som ellers ikke er tilgængelige i bevidst tilstand. Det kan opleves som en drømmende tilstand. Det er i denne tilstand vi ”gemmer” vores ”baggage” – vores frygt, vores bøvlede historie, vores mareridt og dybereliggende bekymringer.

I overgangen mellem Theta og Alpha hjernebølger åbnes forbindelsen mellem højre og venstre hjernehalvdel og vi har optimal problemløsningsevne, idet vi har adgang til både logisk-analytisk samt kreativ-emotionel tænkning. Du kender nok talemåden om “at sove på et problem”. Svaret er lettere tilgængeligt, når vi har adgang til begge hjernehalvdeles måder at tænke på.

Alphahjernebølger 8-12 Hz

Alpha hjernebølger dominerer, når vi har stille, rolige og flydende tanker og i nogle meditative stadier. Alpha er styrken af at være i NUET. Evnen til at være helt og aldeles nærværende i nuet. Alpha er hjernens hviletilstand. Alpha bølger bedrer overordnet mental koordination, bringer ro, dæmper stressberedskab, muliggør krop/sind integration og læring.

Betahjernebølger 12-38 Hz

Beta hjernebølger dominerer vores almene vågne bevidsthedstilstand, når vi koncentrerer os om den ydre/omgivende verden og/eller kognitive (“tænke-krævende”) opgaver, dvs. opgaver som kræver vores opmærksomhed mentalt. Beta er en hurtig aktivitet/frekvens. Den viser sig, når vi er opmærksomme, årvågne, løser problemer, i stressberedskab/stressrespons, dømmende og fordømmende, tager beslutninger og beskæftigede i mental aktivitet. Det kræver enorme mængder af energi at være i Beta og derfor er det ikke en effektiv måde at bruge hjernen på. Den risikerer at ”brænde sammen”.

Gammahjernebølger 38-42 Hz

Gamma hjernebølger er de hurtigste hjernebølger. De er højfrekvente og hurtige svarende til fløjten i symfoniorkestret. De viser sig ved samtidige processer af informationer flere steder i hjernen. Gamma bølger sender information hurtigt og som de mest subtile hjernebølger, er sindet nødt til at være stille for at få adgang til dem. Gamma bølger var tidligere anset som udelukkende hjernestøj, indtil forskere opdagede, at de var særdeles aktive i tilstande af universel kærlighed, altruisme og ”gode gerninger”.

Altruisme er en moralsk grundholdning eller væremåde, som er kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel uden tanke for egne interesser og behov. Der kan fx være tale om begrundelser ud fra den kristne næstekærlighedstanke eller ud fra et filosofisk princip om en almenmenneskelig pligt til at vise godgørenhed fx pligetikken introduceret af Immanuel Kant, en tysk filosof (f.1724)

Gamma bølger er ligeledes over frekvensen for ”neuronal firing”, så hvordan gamma bølgerne genereres forbliver et mysterium. Sandsynligvis er det i forbindelse med Gamma bølger, at opfattelse modificeres, dvs. evnen til at opfatte og forstå det opfattede. Derved modificeres også bevidstheden. Tilstedeværelsen af mange Gamma bølger anses også for at være sammenhængende med en udvidet bevidsthed og spirituel udvikling.

Hjernebølgernes betydning for mennesket

Vores hjernebølgeprofil og vores daglige oplevelser af verden er uadskillelige. Når vore hjernebølger er ude af balance, vil der opstå ubalance i vore følelsesmæssige og neuro-psykologiske sundhed. Research har fundet sammenhæng mellem hjernebølgemønstre og mange forskellige slags følelsesmæssige og neurologiske lidelser.

Overaktivitet i visse dele af hjernen kædes sammen med angst, søvnproblemer, mareridt, hyperaktivitet, impulsivitet, vrede/aggression, depressivitet, kroniske nervesmerter og spasticitet. For lav aktivitet/underaktivitet i visse dele af hjernen fører til nogle typer depression, opmærksomhedsforstyrrelser, kroniske smerter og søvnløshed. En kombination af over og underaktivitet ses i nogle tilfælde af angst, depression og ADHD.

Ustabilitet i hjernebølger hænger sammen med fx tics, OCD, aggressiv opførsel, raseri, tænderskæren, angstanfald, Bipolar disorder, migræner, narkolepsi (en søvnlidelse), søvnapnø, vertigo(balancelidelse), tinnitus, anorexi/bulimi, PMT, diabetes, hypoglykæmi og eksplosiv opførsel.

Ændring af hjernebølger – Qigong og meditation

Som hovedregel vil enhver proces som ændrer opfattelsen ændre hjernebølgerne. Det er en del af

neuroplasticiteten. Du kan læse om neuroplasticitet her.

Hjernebølger kan ændres kemisk gennem medicin, gennem lydbølgepåvirkning kendt som Brainwave training eller gennem praksis, som ændrer hjernens bølger som fx, åndedrætsøvelser, yoga, Tai Chi, meditation og selvfølgelig Qigong.

Alene via vores vejrtrækning er vi i stand til at ændre vores hjernebølger og dermed vores krops respons på påvirkninger udefra såvel som fra sindets tanker. Gennem bevidst åndedrætstræning kan man faktisk nå til stadiet for Theta bølger, hvilket vi i Qigong primært oplever i stående øvelser/stances især når de er kombinerede med meditationer.

Qigong har fokus på via bevidst åndedræt og åndedrætsrytme, at skifte mellem de to systemer i nervesystemet – Sympaticus og Parasympaticus. Dette skifte sker ved skiftet fra Beta til Alpha hjernebølger.

Bevidst smilende opmærksomhed

Når Qigong udføres med bevidst smilende opmærksomhed vil sindet falde til ro og vi vil etablere det “stille sind”. Du kan læse om smilets påvirkning af hjernen og sindet her.

Det stille sind er i princippet fravær af tanker hidrørende fx dagligdags aktiviteter, to do lister, vurdering af sig selv og andre. Denne tilstand af bevidst nærvær i Qigong øvelsen/sessionen er afhængig af, at Qigong instruktøren formår at instruere, grundigt, detaljeret, med fokus på åndedræt, bevægelse og flow af Qi eller fornemmelsen af Qi samt med en for dig rolig og behagelig stemme. På den måde bliver bevægelserne til  Qigong fremfor Qigymnastik. Du kan læse mine ti tips til god Qigong på You Tube her. I videoen herunder kan du høre min forklaring om forskellen på Qigong og Qigymnastik. 

 

Prøv en simpel øvelse her

Den ændrede bevidsthedstilstand er et resultat af ændring i hjernebølgerne. Og de ændrede hjernebølger er et resultat af din ændrede bevidsthedstilstand. De påvirker gensidigt hinanden. 

Det tidligere omtalte skifte mellem Sympaticus og Parasympaticus sker ved skiftet til Alpha hjernebølger.

Ved en åndedrætsrytme svarende til indånding på fem sekunder og udånding på fem sekunder dvs. seks åndedrag på et minut vil vores hjernebølger være i overgangen mellem Alpha- og Thetahjernebølgestadiet. Alpha 7-13 Hz og Theta 4-7 Hz. Nogle definerer skillelinjen til 8 og derved tydeliggøres det, at i overgangen vil begge typer hjernebølger være repræsenteret. Vore hjernebølger vil være i feltet mellem Alpha og Theta ved udøvelse af fx Taichi Qigong Shibashi set 1 til den oprindelige musik fremmes  denne åndedrætsfrekvens.

Herunder kan du trække vejret med hjertet. Det vil hjælpe dig med at trække vejret med 6 åndedrag i minuttet og dermed ændre dine hjernebølger til 7,83 Hz – Alpha-Theta hjernebølger. 

Hjernebølger, Jorden og atmosfæren

Rundt om Jorden er Ionosfæren og den har en kompleks interaktion med Solen som skaber det, som kaldes Schumannresonansen. Læs her på Wikipedia om Schumann resonansen. Denne resonans ligger på 7.83 Hz og svarer til overgangen mellem Alpha- og Thetahjernebølge stadiet. Dvs. vi har fordel af både øget mængde Alpha og Theta hjernebølger.

Begge disse balancerer stressniveauet i kroppen, Theta giver os adgang til kreativ problemløsning og inspiration. Alpha kaldes også for tilstanden af vågen opmærksomhed, hvor kroppen hviler og hjernen for så vidt også, selvom man er opmærksom på meget mere omkring én end i Beta tilstanden, som er den almindelige vågne og bevidste tilstand.

Vi kender den ønskede tilstand på 7,83 Hz fra indsovning og opvågning. I dette stadie er der åbent mellem vores venstre (logiske) og den højre (kreative) hjernehalvdel. Vi går fra de fokuserede, konkret tænkende Alpha hjernebølger til de mere kreativt tænkende Thetahjernebølger, som er grobund for kreativitet, innovation og afstressethed. Denne adgang til begge typer hjernebølger er det unikke ved indsovning og opvågnen og det er den almindelige tilstand at gøre Qigong i.

Bedring af søvn med hjernebølger

Begge giver os mulighed for bedre søvn, eller hjælper os med at meditere stadigt dybere, hvor vi kan opnå en større mængde Delta hjernebølger. Delta hjernebølger svinger på 0,1-4 Hz hvilket svarer til Det Geomagnetiske felt rundt om Jorden.

Dette felt skabes i virkeligheden fra midten af Jorden. Denne resonans ligger noget lavere end Schumann Resonansen. Delta hjernebølger frigiver Melatonin, som er vigtige for, at vi bliver trætte og kan falde i søvn. Det er i Deltastadiet, at den dybe healing af krop og sind finder sted. Når vi mediterer dybt eller sover en drømmeløs, tung søvn, synkroniseres vores åndedræt, hjerterytmes variabilitet og blodtrykkets rytme. Du kan læse mere om søvn og træthed her.

Vi påvirkes således også på hjernebølge niveau af Jorden og atmosfæren omkring. Det er en af årsagerne til, at vi har godt af at være i naturen. Der er disse frekvenser mest uforstyrrede og vi har derfor størst påvirkning. Qigong er fantastisk at gøre i naturen og naturen bistår i det hurtige skifte til de langsommere hjernebølger. 

0 Flares Facebook 0 LinkedIn 0 Email -- Filament.io 0 Flares ×
0 Flares Facebook 0 LinkedIn 0 Email -- Filament.io 0 Flares ×